|
Forkert opkrævning på Øresundsbron
Pressemeddelelse fra Øresundsbron Godt 800 kunder på Øresundsbron, som har passeret i dagene fra den 30. januar til den 4. februar klokken 05.00, er blevet opkrævet flere gange for at have passeret broen, selv om de faktisk kun har kørt en enkelt gang. Det er en fejl i forbindelse med en opdatering af software i Øresundsbrons betalingsanlæg, der har medført, at nogle kunder er blevet opkrævet flere gange. Fejlen har intet med kreditkortselskabets system at gøre, men er et isoleret problem i Øresundsbrons betalingsanlæg. Kunder med brobizzabonnement er dog ikke berørt. Fejlen blev opdaget sent mandag, og der blev omgående truffet forholdsregler, der dels kunne isolere fejlen, dels undersøge hvem og hvor mange kunder, det drejede sig om. Fejlen er rettet i løbet af tirsdag formiddag, så betalingsanlægget nu atter fungerer efter hensigten. Der er også taget forholdsregler for, at samme fejl ikke opstår igen. - Vi beklager virkelig fejltagelsen, og de berørte kunder får naturligvis automatisk tilbageført de fejldebiterede beløb på deres konto, siger Øresundsbrons markedsdirektør Jacob Vestergaard. - For en sikkerheds skyld beder vi alle, der har betalt med kreditkort i perioden, at kontrollere deres kontoudtog eller specifikation fra kreditkortselskabet en ekstra gang. Det er klart, at alle kunder vil blive holdt skadesløse, siger Jacob Vestergaard. Eventuel yderligere informationer fås ved at kontakte privatmarknadschef Ann-Marie Bolander, tlf. +46 40 676 66 98. Med venlig hilsen Øresundsbro Konsortiet |
