Eagles-koncert gav trafikrekord på Øresundsbron

På trods af finanskrise og lavkonjunktur overraskede Øresundsbrons trafikanter ved at sætte ny trafikrekord dagen før pinseweekenden, fredag den 29. maj. Her passerede 28.894 biler betalingsanlægget, hvilket er en forbedring af den snart to år gamle rekord med 1.460 biler. En del af forklaringen kan formentlig findes i, at Eagles-koncerten på Malmø Stadion lokkede mange danskere over sundet.

Normalt sættes trafikrekorden på Øresundsbron i midten af ferieperioden, når mange er på vej både ud og hjem. Den gamle rekord kom den 21. juli 2007 med 27.434 biler.

At der blev sat ny trafikrekord før årets pinseweekend skal formentlig forklares af flere samvirkende faktorer: Den fine vejrudsigt, den øgede danske interesse for at besøge Sverige, at årets pinseweekend falder sent på foråret og ikke mindst Eagles-koncerten på Malmø Stadion, som lokkede 17.000 besøgende, hvoraf mange var danskere.

- Trafikrekorden kommer som afslutning på et forår, hvor vi har set en atypisk stor trafik fra Danmark mod Sverige. En trafik som er drevet af den billige svenske krone, og af at mange danskere har opdaget mulighederne for at handle i Sverige, siger Øresundsbrons markedsdirektør Jacob Vestergaard.

- På det seneste er de svenske detailhandlende for første gang efter broen åbnede begyndt at annoncere massivt i de danske medier. Og specielt op til pinse var reklameindsatsen fra svensk side meget kraftig. Hvilket altså har givet helt kontante resultater.