Pendlertrafikken bag kraftig trafikvækst på Øresundsbron i 2006

Pressemeddelelse fra Øresundsbron
København den 2. januar 2007


Mangelen på arbejdskraft i Danmark og fortsat dansk tilflytning til Skåne er de vigtigste årsager til, at også 2006 blev et virkelig godt år for Øresundsbron. Trafikken voksede med 16 procent, og er nu oppe på i gennemsnit 15.800 køretøjer i døgnet.

Tendensen fra de senere år blev bekræftet i 2006: Det er den regionale trafik, der driver trafikudviklingen, og som går kraftigst frem. Pendlertrafikken voksede med 43 procent sammenlignet med 2005, og regner man togtrafikken med, er der nu 14.000 personer, der pendler over Øresundsbron dagligt. En stor forandring sammenlignet med 2001, det første hele trafikår, hvor det totale antal pendlere blev opgjort til 4.000.

- Øresundsbron er i dag primært en bro for regionens virksomheder og borgere, mens transittrafikken af såvel personer som lastbiler udgør en stadig mindre del. Med en fortsat stærk økonomisk udvikling i både Danmark og Sverige regner vi med, at denne tendens fortsætter og forstærkes i 2007, siger Øresundsbrons markedsdirektør Jacob Vestergaard.

Væksten skyldes, at danskerne fortsætter med at flytte til Skåne, og at stadig flere svenskere lokkes af de højere lønninger og det overophedede arbejdsmarked i København. Sidste år flyttede cirka 4.400 fra Sjælland til Skåne  - cirka 1.400 flyttede den anden vej. Det betyder en fordobling af den danske nettotilflytning sammenlignet med 2005, og de fleste af tilflytterne beholder deres job i Danmark.

Erhvervs- og persontrafikken i personbil med aftale voksede med henholdsvis 12 og 18 procent. Ved årsskiftet havde Øresundsbron cirka 140.000 private kunder og 20.000 erhvervskunder, som kører med BroBizz. Tilsammen står disse kunder for mere end 70 procent af trafikken på broen.

Ferietrafikken er til gengæld kun vokset med et par procent. Heri indgår de kunder, som rejser sjældent og ikke har nogen rabatter. Til trods for det blev døgnrekorden slået ikke mindre end fem gange i juli, som også blev den bedste trafikmåned i broens historie med totalt 642.523 passager, eller 20.727 pr. dag. Med 23.837 passager er fredag den 28. juli det bedste enkeltdøgn i broens historie. 

Også togtrafikken over broen fortsætter med at vokse. Antallet af passagerer på togene over Øresund voksede sidste år med 17 procent til cirka 7,8 millioner.

Tabeller over trafikudviklingen kan downloades på:
http://osb.oeresundsbron.dk/news/news.php?obj=4702

For yderligere kommentarer, kontakt markedsdirektør Jacob Vestergaard,
tel 33 41 60 00.